Hitmageren runder en stor milepæl efter albumsucces med ‘Men så kom i morgen’.
Kesi har allerede toppet hitlisterne med sit nye album Men så kom i morgen. Nu har den danske musiker afsløret, at han for første gang har rundet 1 million månedlige lyttere på Spotify.
Læs også: Missede du Jelling? Det her var årets bedste koncerter
"Det er første gang nogensinde, jeg har haft 1 mil monthly! Mange tak til alle, der lytter derude," skrev "Kom over"-sangeren på en story på sin Instagram.
Efter månedsvis af optakt landede Kesis nye album den 8. maj. Albummet ramte en 10.-plads globalt over nye album på Spotify og placerede dermed danskeren blandt internationale navne som Chris Brown og J Balvin.
Alle sangene fra albummet landede desuden i top 30 på de danske hitlister i udgivelsesugen. Sangen "Drukner" med Annika har fortsat førstepladsen på den danske Top 50 to uger efter albummets udgivelse.
GAFFAs anmelder kvitterede det nye album med fire ud af seks stjerner og skrev: "Albummet har et par alvorlige svipsere og savner måske de helt tidsløse Kesi-klassikere, som lever i flere år, efter hypen har lagt sig. Men han peaker på de sange, hvor han træder uden for vanerne og tør lege med instrumentale skift og levende produktioner."




