Nyhed

Nu bliver Eurovision til et kæmpe videnskabeligt eksperiment

Forskere vil bruge årets sangkonkurrence til at undersøge, hvorfor vi har forskellig musiksmag på tværs af landegrænser.

Når dette års Eurovision løber af stablen, bliver det en unik mulighed for at blive klogere på, hvordan vores musiksmag formes.

Forskere fra Syddansk Universitet og NYU Abu Dhabi har nu udviklet en app, der skal gøre sangkonkurrencen til et stort internationalt eksperiment for at kortlægge, hvorfor forskellige kulturer har forskellig musiksmag.

Læs også: Eurovision skruer massivt op for sikkerheden


Projektet hedder 12 Points og fungerer som en gratis app, hvor brugere kan bedømme årets Eurovision-sange og sammenligne deres stemmer med andre fans. Appen registrerer samtidig, hvordan folks holdninger ændrer sig undervejs, eksempelvis om venner eller sociale medier påvirker deres mening om en bestemt sang.

Forskerne fra Syddansk Universitet beskriver projektet som et af de største tværnationale studier af musiksmag til dato.

"De fleste studier af musiksmag bygger på små stikprøver fra ét enkelt land eller én enkelt kultur. Eurovision giver os noget sjældent: et begejstret, tværnationalt publikum på millioner, der alle vurderer de samme konkurrencebidrag,” fortæller lektor Pantelis P. Analytis fra Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.


Læs også: Nyt miljømærke skal guide publikum til grønnere spillesteder

Med projektet håber forskerne at blive klogere på, hvorfor mennesker fra forskellige kulturer ofte reagerer forskelligt på de samme sange, men også hvordan mennesker generelt former holdninger i fællesskab. Forskerne vil samtidig bruge dataene til at undersøge, om der findes mere retfærdige måder at stemme på end den måde, man i dag stemmer til Eurovision.

Det er frivilligt og anonymt at deltage i undersøgelsen. Slutresultatet bliver offentliggjort som open source-forskning, så andre forskere også kan bruge materialet.


ANNONCE