Beatles-legenden tilføjer: "Jeg er fan".
Paul McCartney har netop udgivet sit 20. soloalbum, det meget roste The Boys of Dungeon Lane, og i den forbindelse har han medvirket i en live-Q&A-session med fans på TikTok. Her blev han blandt andet spurgt om, hvad han synes om sit gamle band, The Beatles. Og her lød svaret, citeret af NME (se hele chatten nedenfor):
"Jeg synes, The Beatles var verdens bedste band nogensinde – jeg er fan".
McCartney, der var sanger, bassist og sammen med John Lennon den primære sangskriver i The Beatles, har tidligere nedtonet gruppens betydning, og han har gentagne gange sagt, at hans yndlingsband var The Everly Brothers og takker dem også for inspiration i sin samling af sangtekster fra 2021, The Lyrics: 1956 to the Present.
Læs også: Paul McCartney om Bob Dylan: “Jeg er nervøs for at nærme mig ham”
Beatles-legenden tilføjede i TikTok-chatten, at hverken han eller hans tre bandkolleger John Lennon, George Harrison og Ringo Starr i sin tid forventede, at gruppen ville få en lang levetid: "Da vi begyndte, var vi bare børn, og rock and roll var lige begyndt. Vi tænkte: 'Hvis vi er heldige, får vi et par år'. Det var så lang tid, folk normalt varede."
Efterhånden ændrede denne vurdering sig dog.
"Vi forventede maksimum fem år, og så blev det 10, og scenen var der stadig. Og så blev det 20, 30, og nu er det helt deroppe. Det er stort, det er en dejlig følelse."
The Beatles var aktive fra 1960-1970 og nåede i den periode at udgive 12 studiealbum. De har ifølge BBC solgt omkring 600 millioner plader på tværs af formater og er dermed verdenshistoriens bedst sælgende musiknavn.
Efter gruppens opløsning indledte alle medlemmer solokarrierer, McCartney dog i front for bandet Wings. John Lennon blev skudt og dræbt i 1980, 40 år gammel, og George Harrison døde af kræft i 2001, 58 år gammel. Ringo Starr er stadig aktiv og medvirker i øvrigt på Paul McCartneys nye album.
GAFFAs anmelder Henrik Friis er begejstret for Paul McCartneys nye album, som han tildeler fem stjerner under overskriften "Paul McCartneys 'The Boys of Dungeon Lane' er præcis det album, man håbede på".
the full live if anybody wants to watch it!! pic.twitter.com/SBgR9FT33v
— darcy (@leftbankcafe_) May 27, 2026




