Mange fans havde håbet på, at rockikonerne tog på turné med deres kommende album. Men sådan bliver det ikke, fortæller guitarist Keith Richards i nyt interview.
Mange fans havde håbet på at få muligheden for at se det ikoniske rockband live, efter at The Rolling Stones annoncerede, at der var et nyt album på vej.
Men nu ser det ud til, at mange bliver slemt skuffede.
Læs også: The Rolling Stones udgiver nyt album til sommer
Bandet har nemlig ikke nogen planer om at turnere i 2026. Det fortæller Keith Richards til Associated Press.
"I øjeblikket siger vi bare, at vi har afsluttet albummet ... [og vi] overvejer, hvad vi skal gøre efter. Snart, men ikke i år," lyder det fra guitaristen.
Det nye album Foreign Tongues udkommer den 10. juli og består af 14 sange, der alle er blevet indspillet på under en måned i Metropolis Studios i London. Det ikoniske rockband har haft navne som Paul McCartney og Robert Smith fra The Cure med i studiet.
Keith Richards efterlader dog lidt håb til sine fans.
"Vi kan tale næste år."
Udmeldingen kommer, efter at der i længere tid har svirret rygter om, at bandet havde droppet planer om en større europæisk 2026-turné.
Ifølge spekulationerne skyldtes det blandt andet usikkerhed omkring den intensive rejseplan, og særligt Keith Richards’ manglende vilje til at forpligte sig til en stram tidsplan.





