Kan man ikke vente til, at Tønder Festival løber af stablen, så får du chancen allerede den 7. juli i København.
Til august løber Tønder Festival af stablen, og hvis det er for længe at vente, så er der nu godt nyt.
Allerede til juli kan du opleve en forsmag på festivalen, når det såkaldte Friendly Takeover afholdes den 7. juli på Den Røde Plads i København.
Læs også: Roskilde Festival fuldender programmet – 20 nye navne på plakaten
Ligesom sidste år er den sønderjyske festival nemlig repræsenteret ved Roots & Jazz Copenhagen på Nørrebro - og i år er det Lea Kampmann, The Bros. Landreth og Tako Lako, der står på plakaten.
Lea Kampmann, der også spiller på Tønder Festival til sommer, er kendt for sine tryllebindende og melankolske melodier, som hun fører ind i et drømmende pop-univers.
De canadiske brødre The Bros. Landreth bringer en blanding af soul og rootsrock med sig, mens det sidste act, Tako Lako, indtager scenen med stor festenergi og balkanbeats - og kan ligeledes opleves på Tønder.
Friendly Takeover blev sidste år præsenteret som et samarbejde mellem Tønder Festival og Roots & Jazz Copenhagen og giver en smagsprøve på den unikke stemning, der kan opleves på den sønderjyske festival.
Arrangementet har gratis entré med mulighed for at reservere en plads til festivalen på Roots & Jazz Copenhagens hjemmeside.




