Den sønderjyske folkemusikfestival har masser af country på programmet, men trods en stigende interesse for genren blandt unge er festivalen godt tilfreds med det publikum, de allerede har, fortæller de nu.
Årets Tønder Festival er netop afsluttet efter fire regnfulde dage.
Festivalen var udsolgt med omkring 15.000 gæster, hvor man blandt andre kunne opleve countryikonet Emmylou Harris samt Daniel Lanois og Jake Bugg.
Læs også: Mette Frederiksen spillede sav på Tønder Festival
Tønder Festival har traditionelt et ældre publikum end mange af landets øvrige festivaler. Og sådan skal det fortsat være, lyder det fra festivalens kunstneriske leder, Maria Theessink.
“Der er plads til alle på Tønder Festival, men vi skal ikke være en ungdomsfestival for at sige det ligeud,” siger hun til TV Syd.
Omkring 70 procent af festivalens gæster kommer angiveligt fra mere end 150 kilometer væk, og ifølge Maria Theessink er det en styrke, at festivalen tiltrækker publikum fra både ind- og udland.
Udmeldingen kommer i en tid, hvor countrymusikken oplever en markant opblomstring blandt yngre lyttere.
En global Live Nation-undersøgelse fra 2025 viste, at Gen Z og millennials tilsammen udgør 63 procent af det globale countrypublikum, mens to ud af tre Gen Z-lyttere angav, at de lytter mere til country end for få år siden.
Den udvikling får dog ikke Tønder Festival til at jagte de unge.
“Vi er rigtig glade for det publikum, vi har,” siger Maria Theessink.
Næste års Tønder Festival går i salg mandag klokken 12.




