Op til i dag var der navneforbud i sagen, hvor Kent “Kenno” Pedersen nu er dømt for vold og trusler mod en tidligere kæreste.
Tidligere har musikeren, der har været under navnebeskyttelse, nægtet sig skyldig i hændelserne – men nu er dommen landet.
Læs også: Kaizers Orchestra annoncerer to danske ekstrakoncerter
Det tidligere medlem af duoen Djämes Braun, Kent “Kenno” Pedersen, er blevet idømt 30 dages ubetinget fængsel for vold og trusler mod en tidligere kæreste. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge dommen slog rapperen i 2024 ekskæresten flere gange i hovedet under en episode i parrets daværende hjem, hvor ekskærestens børn var til stede. Kent “Kenno” Pedersen indrømmede i retten at have slået kvinden, men udtalte samtidig, at han handlede i selvforsvar.
Rapperen er tidligere dømt i en anden sag, hvor han blev fængslet for trusler mod politiet og spritkørsel.
Djämes Braun gik i opløsning i 2017. Lasse “Pilfinger” Kramhøft fortsatte siden projektet under samme navn, mens Kent “Kenno” Pedersen har udgivet musik under kunstnernavnet Kænt – senest i 2025 med singlen "Håndkanoner".





