Nyhed

For 15 år siden erobrede Wafande Danmark – nu gør han klar til stor turné

I anledning af jubilæet for gennembrudshittet “Gi’ Mig Et Smil” drager Wafande igen ud på de danske landeveje.

Et af de helt store danske 10’er-hits får nu nyt liv på landets scener.

Det sker, når Wafande til efteråret tager på turné for at fejre 15-års-jubilæet for gennembrudshittet "Gi’ Mig Et Smil".

Læs også: Sira Jovina spiller karrierens største headlinerkoncert


Da sangen udkom i 2011, blev den hurtigt et landsdækkende hit, og lige så hurtigt blev Wafande til et kendt navn.

“Det er helt vildt at tænke på, at ‘Gi’ Mig Et Smil’ fylder 15 år. Den sang ændrede mit liv og gav mig en forbindelse til publikum, som jeg stadig mærker hver eneste gang, jeg går på scenen,” fortæller Wafande i en pressemeddelse.

Turnéen kommer til at bringe ham rundt i hele landet med stop blandt andet i Odense, Aalborg, Aarhus og København.


Han understreger, at turnéen ikke kun handler om nostalgi, men også om at genskabe den følelse, der opstod dengang.

“Denne her turné bliver en kæmpe fejring af den energi, kærlighed og det fællesskab, vi skabte sammen, og jeg glæder mig helt ind i hjertet til at dele festen med hele Danmark igen,” fortæller han.

Læs også: Djämes Braun-rapper får fængselsdom


I 2025 udgav Wafande sit seneste album Vibrationer, der fik hele seks stjerner af en begejstret anmelder, der skrev følgende om albummet:

“I en tid med nød og verdensomspændende konflikter bærer Vibrationer os igennem og giver næring til både tanke og dans fyldt med kærlighed og håb om en bedre fremtid.”

ANNONCE