Nyhed

Kaleido afslører det fulde program

Den aarhusianske elektroniske festival har nu offentliggjort hele årets program, hvor stærke danske navne som Eloq og Eros For You føjer sig til plakaten.

Nu kan elektroniske musikfans godt begynde at glæde sig.

Kaleido har offentliggjort det fulde program for årets festival, der finder sted 19. og 20. juni under Ringgadebroen i Aarhus.

Læs også: Elektronisk festival afslører de første navne - UK-garage og dansk elektro-pop


I alt byder Kaleido på 30 navne der fordeler sig på festivalens tre scener i Aarhus. Det er tredje år i træk at festivalen samler den danske elektroniske scene i byen. 

Blandt de nye navne er Lisa Fosmark x Emil Kruse, der går på scenen, efter at de senest har skrevet sangen“Lisa & Emil”. Også den danske elektroduo Eros for You er på plakaten, som vi her på GAFFA tidligere har spået til at blive store i år. Duoen udgav tidligere i år singlen “Only Here for You” og har varslet, at der kommer mere ny musik i 2026.

Eloq er også blandt de nye navne. I 2023 udgav han albummet Shy Spring, der fik fem stjerner af vores anmelder, der blandt andet skrev: “Outputtet som samlet værk giver mening og særligt, hvis man allerede er indviet i det univers, August Fenger (Eloq, red) selv udvider indadvendt med lige dele Mumidal og moshpit.”


Ifølge festivalens booker Albert F. Helmig er ambitionen at forene de største danske navne med nyere artister:

”Kaleido er farvestrålende, vild og modig: Vi præsenterer de store headliners, vi alle sammen kender og kan danse til, og mere nicheprægede acts, som lader publikum stifte bekendtskab med nye genrer,”

Programmet tæller desuden navne som dj Aligator, Interplanetary Criminal (UK), Partiboi69 (AU), Debbie Sings og Smag På Dig Selv.


ANNONCE