Efter de sidste par års milepæle, med både udsolgte arena- og stadionkoncerter, spiller bandet kun på fire festivaler i år.
Hvis man vil opleve The Minds of 99 på festivalgræs til sommer, er der kun fire festivaler at vælge mellem.
Nu kan Nibe Festival afsløre, at de er en af de heldige festivaler der får besøg af det populære liveband i 2026.
Læs også: Niels Brandt: "Jeg stod deroppe som et nyt menneske"
Rockbandet er en klar publikumsfavorit blandt Nibes festivalgæster, lyder det i en pressemeddelelse.
“The Minds of 99 er ikke bare en headliner. De er et band, der har leveret soundtracket til en generation,” fortæller Peter Møller Madsen, talsmand for Nibe Festival.
Bandet slutter sig til en plakat med store navne som Aphaca, Gilli, Gnags og Annika på den jyske festival.
Desuden har Smukfest og Heartland afsløret ‘Minds’ på plakaten.
De seneste par år har The Minds of 99’s popularitet nået ekstreme højder. I 2025 kunne bandet fylde Parken tre dage i træk, som de første nogensinde.
Læs også: Storslået og nærværende magtdemonstration af Solkongerne
Koncerterne i Parken fik fuld plade med seks stjerner af vores anmelder, der skrev: “Institutionen Minds udviskede med en overjordisk produktion den kunstige modsætning mellem at lave showformater for masserne og et nærværende fællesskab. Alt sammen på eksistensgrundlag af sange, vi kan samles om årtier endnu.”
The Minds of 99 spiller på Nibe Festival onsdag den 1. juli.




