Rumi, Mira og Zoey, bedre kendt som Huntr/X fra den populære Netflix-animefilm KPop Demon Hunters, bliver nu vækket til live på en af landets største scener.
Selv hvis man ikke har set den populære animefilm KPop Demon Hunters, har det været svært at komme uden om sange som "Golden", "Soda Pop" og "Your Idol" det sidste års tid.
Til næste år får man muligheden for at høre numrene live, når animegruppen Huntr/X indtager scenen i Royal Arena den 22. september 2027.
Læs også: Emma Sehested Høeg melder næsten udsolgt til ekstrakoncert
"KPop Demon Hunters er blevet et globalt fænomen med karakterer og musik, som allerede betyder utrolig meget for fans verden over. Vi glæder os til at samarbejde med Netflix om at bringe universet til live på turné, hvor musikken bliver omdrejningspunktet for et show, der inviterer publikum med ind i eventyret," fortæller Rich Schaefer, der er præsident for Global Touring AEG, der står bag showet i en pressemeddelelse.
I centrum for koncerten står anime-k-popgruppen Huntr/X, der består af de tre dæmonjægere/superpopstjerner Rumi, Mira og Zoey, men også det rivaliserende boyband Saja Boys og Derpy Tiger kommer med på scenen.
Koncerten bliver ifølge en pressemeddelelse vækket til live gennem "banebrydende sceneteknologi, der gør det muligt for dem (karakterne, red.) at interagere med publikum på en helt ny måde".
Det bliver samtidig beskrevet som en "helt ny type show, hvor publikum trækkes direkte ind i fortællingen gennem spektakulære live-stunts, optrædende på scenen, fansenes yndlingssange, ikoniske koreografier og særlige performances."
Koncerten er en del af en større verdensturné, der går under navnet Golden World Tour, der starter i juni 2027 og som lægger vejen forbi næsten 50 byer med mere end 150 shows i løbet af 2027 og 2028.
Siden filmen kom ud i sommeren 2025, er den blevet set over 670 millioner gange og har derudover vundet en Oscar i kategorien "bedste animationsfilm". Superhittet “Golden” er desuden den første K-popsang nogensinde til at vinde både en Oscar og en Grammy.
Læs også: Kpop Demon Hunters giver magten til pigerne, men fritager industrien for ansvar
“KPop Demon Hunters er gået fra at være et kæmpehit til et kulturelt fænomen, der har sat sit præg på en hel generation,” siger Marian Lee, der er marketingdirektør hos Netflix om musikken.
Bag showet står den amerikanske instruktør og showdesigner Amy Tinkham, der tidligere har stået bag Aerosmiths Peace Out-turné og derudover arbejdet sammen med musikere som Paul McCartney, Mariah Carey og James Taylor.




