Nyhed

Simba Prisen reagerer på kraftigt kritik: “Det tager vi alvorligt”

Der var ikke en eneste kvinde blandt weekendens vinder af Simba prisen, der hylder danske content creators. Nu vil arrangørerne se på hvad man kan gøre anderledes til næste år.

Mængden af kritik, der kom i kølvandet på Simba Prisens uddelingsshow i weekenden, har været stor. Der var nemlig ikke en eneste af årets 13 priser, der gik til en kvinde.

Nu svarer prisshowet på kritikken.

Læs også: Ikke en eneste kvinde vandt ved dansk prisuddeling: “Det er sgu for dårligt”


“Vi kan se, at en del oplever, at årets show ikke afspejlede bredden i branchen, og at nogle har følt sig overset. Det tager vi alvorligt,” skrev Simba Prisen på Instagram mandag aften.

Simba Prisen er en årlig prisuddeling for danske content creators, der i år blev afholdt i Arena Næstved lørdag aften.

Årets store vinder blev streameren Rasmus Søndergaard, der kunne tage fire priser med sig hjem. Så heldige var hans kvindelige kollegaer dog ikke.


Det fik efterfølgende en lang række danske content creators som Sophie Birch og musikere som Camma, Karoline Mousing og Jonathan til at kritisere showet for at halte på diversiteten.

“Med al respekt, de har siddet og set, hvem der har vundet inden showet. De har endda en ærespris at give ud, men har ikke gjort noget ved det. Tillykke til alle mine brødre, der har vundet, men look lige ind. Det er sgu for dårligt,” skrev den danske sanger Jonathan i en story på Instagram søndag den 8. november.

Nu vil Simba Prisen se på, hvad de kan gøre anderledes til næste år. I årets evaluering vil de blandt andet kigge på alt “fra kategorier og nomineringer til selve showet”.


“Vores mål er et show, hvor alle dele af creator-branchen kan se sig selv repræsenteret, og det arbejder vi videre med frem mod næste år,” lyder det.

 

 

 

 

ANNONCE