Koncertgiganten blev i april dømt for ulovlig monopoldannelse i USA. Nu mener flere politikere, at den britiske konkurrencemyndighed skal undersøge, hvor stor magt selskabet har over livemusikken i Storbritannien.
Presset på koncertgiganten Live Nation er steget rundt om i verden, siden firmaet og datterselskabet Ticketmaster tidligere på året blev kendt skyldige i ulovligt at have monopoliseret billetsalget til store koncertsteder af en amerikansk domstol.
Nu kræver en række britiske politikere, at man laver en undersøgelse af selskabets magt over livemusikken i Storbritannien. Det skriver Music Business Worldwide.
Læs også: Regeringen nægter at undersøge Live Nation: “Jeg kommer ikke til at slippe det her”
“Den britiske livemusikbranche bør belønne talent, ikke bare markedsmagt," lyder det fra Liam Byrne, der står i spidsen for det britiske parlaments erhvervsudvalg.
Udvalget kræver nu, at den britiske Konkurrence- og Forbrugerstyrelse indleder en omfattende undersøgelse af Live Nations inden udgangen af 2026.
Ifølge udvalget har selskabet en så dominerende position på tværs af koncertarrangører, spillesteder, festivaler og billetsalg, at det gør det sværere for artister og mindre spillesteder at konkurrere på lige vilkår.
Udvalget fremsatte allerede kravet i en rapport fra maj, men styrelsen har endnu ikke besluttet, om der skal indledes en egentlig markedsundersøgelse. Derfor vil politikerne nu have Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at komme med en konkret tidsplan for, hvad der fremover skal ske.
“Det står klart for os, at CMA (Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen) skal indlede en fuld undersøgelse, fordi både fans og musikere fortjener en fair behandling, og det fortjener de nu,” siger Liam Byrne.
Styrelsen har dog endnu ikke besluttet, om den vil indlede en fuld undersøgelse.
Læs også: Skal man være på hold med Live Nation for at komme på plakaten?
Ifølge parlamentets rapport fra maj kontrollerede Live Nation direkte 58 procent af de 23,1 millioner billetter, der blev sat til salg til store koncerter i Storbritannien i 2025. Hvis man medregner billetsalget gennem tilknyttede selskaber, stiger tallet dog til 66 procent.
Live Nation har tidligere afvist konklusionerne i parlamentets rapport, som selskabet mener bygger på unøjagtige data og udokumenterede påstande.
Sagen kommer efter flere års debat om koncertgiganten. I april 2026 fandt en amerikansk domstol Live Nation og Ticketmaster skyldige i ulovligt at have monopoliseret billetsalget til store koncertsteder og i at have opkrævet for høje billetgebyrer.
Nu arbejder selskaberne på at få retssagen omstødt eller prøvet igen.
Læs også: Tidligere politichef sår tvivl om Kurt Cobains død: "Så det er forklaringen"
Herhjemme i Danmark har spørgsmålet om Live Nations rolle i musiklandskabet også rejst flere spørgsmål.
Blandt andet kritiserede Enhedslistens kulturordfører Leila Stockmarr erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard tilbage i september for at afvise at undersøge selskabets position på det danske marked.
Hun har blandt andet efterlyst en undersøgelse af Live Nations og Ticketmasters markedsposition samt Ticketmasters brug af dynamiske billetpriser.
Regeringen vurderer dengang, at eventuelle konkurrenceproblemer kan håndteres gennem de eksisterende regler.




