Nyhed

GAFFA søger musikjournalist, der vil sætte dagsordenen (fuldtid)

Har du en original pen og stærke holdninger, og vil du være med til at forme samtalen om musik i Danmark? Så er det dig, vi søger.

GAFFA er i en rivende udvikling på tværs af Norden, hvor vi skruer op for den fortællende journalistik, de store portrætter og de skarpe kommentarer.

Vi tror nemlig på, at fremtiden for musikjournalistik er meget mere end bare stjerner og anmeldelser. Den er båret af autentiske journalister, der elsker at fortælle om musik – og om hvorfor den betyder noget for lige netop dig.

Derfor søger vi nu en dygtig musikjournalist, der har sin egen stemme, tør tænke nyt og kan være med til at løfte vores redaktionelle dækning.


Om jobbet
GAFFA dækker hver dag den danske og internationale musikscene i samspil med en stor gruppe tilknyttede freelancere.

Vi er en lille redaktion. Derfor skal du være hjemmevant i de fleste journalistiske discipliner.

Vi arbejder tæt sammen, når vi bestemmer, hvad vi dækker, og hvorfor. Du kommer med overraskende og vedkommende vinkler og er med til at udvikle den måde, vi udkommer på. Og forhåbentlig har du mod på ikke blot at blive læst, men også set og hørt, når du fortæller om musik.


Dine primære opgaver

  • Udvikle og producere originale historier, dybdegående interviews, portrætter og features med høj journalistisk kvalitet.
  • Finde, udvikle og producere de historier, ingen andre medier har fundet eller fortalt.
  • Bidrage aktivt til at udvikle GAFFAs journalistiske identitet, kvalitet og relevans på tværs af platforme.
  • Arbejde selvstændigt med idéudvikling, research, kilder og journalistiske vinkler.

Hvem er du?
Du har blik for den gode historie og evnen til at fortælle den, så den både engagerer, overrasker og giver læseren nye perspektiver.

Du behøver ikke nødvendigvis have mange års erfaring. Men du skal kunne demonstrere journalistisk kvalitet, originalitet og et tydeligt potentiale.


  • Skriver underholdende og med en tydelig stemme.
  • Har en klar holdning til alt fra ugens nye singler til årets festivalplakater og kan forsvare den, når kommentarsporet koger.
  • Ved meget om musik og kan forklare, hvorfor en sang, der går viralt på TikTok, siger noget om den tid, vi lever i.
  • Er ambitiøs og drevet af at blive læst af så mange som muligt.
  • Forstår det digitale medielandskab og er interesseret i, hvordan journalistik skaber engagement, loyalitet og abonnementsværdi.
  • Har modet og nysgerrigheden til at stille de spørgsmål, andre overser.
  • Er vant til at arbejde struktureret under tidspres med både korte og lange deadlines.

Det praktiske

  • Arbejdssted: vores kontor på H.C. Andersens Boulevard i København
  • Fuld tid (37 timer om ugen)
  • Tiltrædelse: 1. januar 2027 eller efter aftale
  • Løn: efter aftale

Sådan søger du
Send din ansøgning via LinkedIn. Ansøgningen skal indeholde følgende tre dele.

  1. En motiveret ansøgning og dit cv.
  2. En kommentar eller et essay, der viser, at du skriver godt og tænker originalt.
  3. Tre bud på nye formater, som du mener, GAFFA skal introducere.

Vedhæft motiveret ansøgning, kommentar/essay og dine tre bud i en samlet fil (pdf). Vedhæft cv separat.


Vi indkalder løbende til samtaler og lukker opslaget, når vi har fundet den rette – søg hellere i dag end i morgen.

Spørgsmål til stillingen kan rettes til chefredaktør Erik Lillelund på [email protected].

Link til opslag.


ANNONCE