Sidste år spillede hun på Roskilde Festival. I 2027 vender den ikoniske musiker tilbage til Danmark.
Efter mere end 30 år som forsanger i Portishead udgav Beth Gibbons i 2024 sit første soloalbum. Nu tager hun musikken med til Danmark.
Den britiske sanger har netop annonceret en koncert i DR Koncerthusets Koncertsal den 12. juli 2027. Koncerten kommer efter udgivelsen af det femstjernede album Lives Outgrown fra 2024, der har taget hende rundt i verden ad flere omgange for at spille koncerter.
Beth Gibbons arbejdede på albummet gennem ti år sammen med James Ford, der tidligere har samarbejdet med navne som Arctic Monkeys og Depeche Mode, og Lee Harris fra Talk Talk.
Læs også: Midt i mørket skinnede et forløsende lys
Ved siden af Portishead har Beth Gibbons tidligere udgivet albummet Out of Season med Rustin Man og medvirket på Kendrick Lamars sang "Mother I Sober" fra 2022-albummet Mr. Morale & the Big Steppers.
Sidste år spillede hun på Roskilde Festivals Arena-scene, hvor GAFFAs anmelder skrev, at "Beth Gibbons' elegante, smertefulde sange gik hen over publikum – indtil hun spillede et sikkert kort."
Koncerten i DR Koncerthuset bliver en af de sidste muligheder for at opleve Lives Outgrown live, skriver arrangørerne. Beth Gibbons har nemlig annonceret, at hun med de kommende koncerter sætter punktum for albumturnéen.
Portishead blev dannet i Bristol i 1991, og gruppen var med til at definere triphop-genren med debutalbummet Dummy fra 1994, der blandt andet indeholder sangene "Glory Box" og "Sour Times". Bandet har i alt udgivet tre album, senest Third fra 2008.




