Det er to år siden, sangeren sidst spillede en indendørskoncert i eget navn. Nu er han klar til at vende tilbage til landets spillesteder.
Den tidligere Citybois-sanger Thor Farlov har i løbet af sommeren spillet på mange af landets festivalscener.
Det er dog to år siden, han sidst spillede en indendørskoncert i eget navn. Det gør han noget ved nu. For i starten af 2027 spiller sangeren fire koncerter i Odense, København, Aalborg og Aarhus.
Læs også: Thor Farlov er kitsch i lange baner – men jeg kan ikke få nok
"Det er nu 6 år siden, jeg udgav min første plade i eget navn. Det har på mange måder været et skørt run, men jeg er evigt taknemlig for alt det, det har ført med sig. En ting overskygger dog det hele; det er at spille min musik live, sammen med jer," skriver sangeren på Instagram.
Turnéen begynder på Posten i Odense 20. januar og fortsætter til Falkoner i København 22. januar, Royal Stage i Aalborg 29. januar og Train i Aarhus 30. januar.
Thor Farlov udgav sit debutalbum i eget navn, Nye minder, i 2020, der fik fire stjerner af vores anmelder. I dag er han blandt andet kendt for sange som "Alt Det" og "Hej". I 2024 fulgte han op med albummet Fri, der fik tre stjerner af vores anmelder.
Sidst vi anmeldte Thor Farlov, var da han spillede til musik i Gentofte. Her blev det til fem stjerner fra vores anmelder, der skrev, at “Thor Farlov havde storhedsvanvid. Det var helt på sin plads”.
Læs også: Thor Farlov havde storhedsvanvid. Det var helt på sin plads
Nu lover sangeren dog, at fans kommer til at se ham fra en ny side.
"Jeg føler mig hjemme på scenen, og det, vi har bygget op derude, rundt i hele landet, er for livet! Det er to år siden, jeg har spillet mine egne indendørskoncerter, derfor føler jeg, at tiden er ved at være inde. Tør godt love jer, at den her bli’r anderledes, på den fedeste måde," skriver han i samme opslag.
Se, hvor han spiller her.





