Den danske stjerne har udsolgt sin kæmpekoncert for 60.000 fans. Nu kan han fejre endnu en succes.
Christopher har udsolgt den største danske koncert nogensinde, som følger udgivelsen af hans første dansksprogede album. Nu kan popstjernen fejre endnu en succes.
Hans sang "Ringer om natten" har nemlig rundet 10 millioner afspilninger på Spotify.
Læs også: Christopher annonceret til dansk festival
"Den her sang har på mange måder været soundtracket til en sommer, jeg aldrig nogensinde kommer til at glemme," skriver Christopher på Instagram, hvor han takker sine fans for at lytte med.
"Fra første gang jeg spillede den for jer, til at stå foran mere end 30.000 mennesker i Valbyparken og synge den sammen med jer. Det har været helt sygt at opleve, hvor hurtigt den her sang har fået sit eget liv. Tak for at skriiige med og tak fordi I stadig lytter."
"Ringer om natten" er den anden af fire danske udgivelser fra Christopher. Førstesinglen "Ham med guitaren" har også rundet 10 millioner streams, mens den under en måned gamle "Jeg elsker dig så meget jeg ku' gå i stykker" i skrivende stund har næsten to millioner afspilninger på Spotify.
Christopher overraskede desuden med en duet med Thomas Helmig på "Jeg ka’ ik’ mærke noget".
I begyndelsen af 2027 udgiver Christopher sit første dansksprogede album.
Da Christopher senest spillede i Valbyparken, skrev GAFFAs anmelder, at koncerten "bød på en næsten perfekt hitparade foran 30.000 jublende fans" og gav koncerten fem stjerner.





