En hektisk episode bragte i sommer popstjernen på intensivafdelingen.
Christopher er tilbage på hjemmebane. Med en stor koncert på fødeøen Amager og sit første dansksprogede album lige om hjørnet er der fuld fart på den danske popstjerne.
Men hans sommer tog også en uventet drejning. Et hugormebid sendte popstjernen på intensiv, og ifølge ham selv kunne det være endt fatalt, hvis han var kommet bare få minutter senere i behandling. Det fortæller han i podcasten Her går det godt.
Læs også: Peter A.G. fortæller, hvorfor Gnags stopper nu
Episoden fandt sted på familiens nye gård, hvor Christopher og hustruen Cecilie Haugaard fik øje på en slange. De troede først, at det var en sort snog, og da popsangeren forsøgte at fange den, blev han bidt i fingeren.
Kort efter begyndte armen at hæve, og han fik det dårligere. Parret kørte til Hillerød Hospital, hvor lægerne konstaterede, at han derimod var blevet bidt af en sort hugorm.
"Så længe du ikke har trykken for brystet, så er det godt. Og der kan jeg bare mærke, nu begynder der at komme trykken for brystet", fortæller Christopher.
Så skulle det gå stærkt. Han blev overført til Rigshospitalet, hvor modgiften var tilgængelig. Her forværredes hans tilstand dog yderligere, da han mistede stemmen og fik svært ved at trække vejret.
"Der begynder jeg ægte at blive bange. Den er helt gal", fortsætter han.
Læs også: Christopher om ny kærlighedssang: “Det er på en eller anden måde også så skamløst”
Han blev indlagt på intensiv, hvor han fik modgiften og kom sig. Ifølge Christopher fortalte lægerne efterfølgende, at han kunne have været død, hvis han var kommet på hospitalet blot et kvarter senere.
Nu er popstjernen tilbage og har netop annonceret en stor koncert. Den 4. september næste år spiller han i Øresundsparken på Amager. En særlig koncert for Christopher, der er født og opvokset på øen.
Senest udgav han singlen “Elsker dig så meget, jeg ku’ gå i stykker”, der varmer op til hans første dansksprogede album.





