I sidste uge skrev bandet danmarkshistorie, da de annoncerede at de som de første nogensinde tager på stadionturné i Danmark.
The Minds of 99 fortalte i sidste uge, at de tager på dansk stadionturné under sommeren 2027. Kort efter udgav de også en ny single.
I går spillede de den nye single "9mm" live for første gang, da de gæstede P3.
Læs også: Oasis’ genforening er nok det tætteste, vi kommer på at se Jesus genopstå
Samtidig med at koncerterne blev annonceret, afslørede bandet også, at de planlægger at udgive et album i april.
"Alt kan jo ske i musik, og vi er langt fra færdige med pladen, men vi har en rigtig god følelse omkring de nye sange, vi er i gang med," fortæller frontmanden Niels Brandt om det kommende album.
"Vi håber og arbejder for, at pladen har været ude i et par måneder, inden de her koncerter skal spilles," fortsætter han.
I 2024 skrev The Minds of 99 dansk musikhistorie, da de som det første danske band nogensinde spillede tre udsolgte koncerter i Parken foran 130.000 gæster i alt.
Den kommende stadionturné er godt på vej til at slå den rekord. I alt er der plads til omkring 160.000 gæster, og i sidste uge havde bandet allerede solgt over 100.000 billetter.
Bandet spiller på Horsens Stadion den 4. og 5. juni 2027 og i Parken i København den 18. og 19. juni 2027.
The Minds of 99 blev dannet i 2012 og er kendte for hits som "Dét der udenfor", "Under din sne" og "Alle skuffer over tid". Tidligere i år spillede de på Smukfest, hvor GAFFAs anmelder skrev "Det ville ikke undre mig, hvis de en dag kan fylde Parken fire dage i træk" og kvitterede med fem stjerner.





