Ricky Martin nedlagde Magasin
Under de allerstørste sikkerhedsforanstaltninger – som i parentes bemærket ville have passet bedre til en konge eller en leder af én af verdensreligionerne (som Paven eller Allah, f.eks) – betrådte en nonchalant og storsmilende Ricky Martin i går Magasin's – og Danmarks – gulve, for første gang nogensinde. Hvis du har været på Roskilde Festivalen når portene til pladsen åbnes om torsdagen, og de barbariske horder myldrer ind, så har du nogenlunde et billede af situationen i Magasin i går. Med den helt fantastiske undtagelse, at horderne i går var vildere, yngre, smukkere – og duftede ekstremt meget bedre. Men intensiteten, vildskaben, den tøjlesløse forventningens glæde: den overgik endog Roskildes tatoverede, ubarberede drukmåse – jeg sværger!
Hvordan var han så, denne Enrique Martin Morales? Smag selv lidt på navnet – man kunne sagtens forestille sig dét navn på en afdanket bokser, et skævnæset ringvrag – indbudt til tæv af Stald Polle, men han HAR faktisk (tilsyneladende) den dersens særlige, medfødte star-quality. Storhed kan kopieres eller tillæres, endda købes – men Ricky Martin var ubesværet/sympatisk/legende og intenst stor – også selvom han er en lille lort på små 180 cm. Iført undertrøje og militære camouflagebukser begav (vores allesammens) Ricky sig smilende og utrætteligt i færd med at skrive autografer – efter et kedeligt mellemspil med en meget uoplagt konferencier, som stillede ham en række unødvendigt ubegavede babyspørgsmål.
30-årige Martin må – i sit stille sind – have sendt en tak til fitness-guderne, for endelig (langt om længe) fik han noget at bruge sine lovligt udadvendte overarme til – 5-600 autografer på en time, kræver altså SIN mand (og mælk). Men det skal nævnes at han tog virakken med bravour, fra en time inden hans ankomst til fem minutter efter han kørte, var der nemlig ligesom bare ét langt tinnitus-fremkaldende tøseskrig, som rungede tungt under det hæderkronede varehus' hvælvede loft. Og så skete der alligevel noget andet, midt i al postyret - mellem blitzende kameraer, muskelsvulmende sikkerhedsfolk (jeg talte omkring 700 af dem) og forjagede TV-reportere med ’jeg har blødende mavesår - hjælp!’ skrevet i ansigterne – hoppede Ricky Martin pludselig over bordet på sit podium, og satte sig ved siden af en køn lille pige i kørestol … og kyssede hende på kinden!! Fotograferne – hvoraf mange allerede HAVDE pakket kameraerne ned – fik dræberstress, og flåede og rev i kamerataskerne, for at få foreviget det smukke sekund – men for de flestes vedkommende VAR øjeblikket forpasset.
Nåeh, man skulle nok selv have været der. Eller også skulle man ikke – det kommer jo ligesom an på hvordan man har det med skrigende småpiger (i alle aldre), store hæderkronede varehuse og tvivlsomme popstjerner fra San Juan, Puerto Rico. Denne Gaffa-skribent havde det imidlertid fjong og fik en sund én på opleveren.
