Support i hele Skandinavien
Vi har på GAFFA Online tidligere fortalt om svenske Kents turné, der bringer dem rundt i Norden i maj. Nu er det fremadstormende danske band Mew føjet til som opvarmning.
Mew kan sammen med Kent opleves i Store Vega i København både 8. og 9. maj og i Studenterhuset i Ålborg 10. maj. De drager bagefter med Kent til Finland og Norge.
Mew kan desuden opleves uden Kent til Midtfyns Festival, der foregår i dagene 3.-7. juli. Kent kan fremdeles opleves uden Mew ved Spot 08-festivalen i Musikhuset Århus d. 11. maj. og på Roskilde Festival, der finder sted 27.-30. juni.
Mew tegnede sidste år en millionkontrakt med det amerikanske pladeselskab Epic og er ved at færdiggøre deres kommende album, som skal udsendes internationalt. Det kommer til at bestå af numre fra deres første to album samt en række nye sange. Albummet forventes på gaden i maj.





