Rammstein, Steve Earle og Savage Rose føjet til listen
Endnu tre navne er blevet føjet til listen over optrædende til årets Roskilde Festival, der afholdes i dagen 27.-30. juni.
Det drejer sig om Rammstein (billedet) - som GAFFA Online allerede kunne løfte sløret for i sidste uge - og Steve Earle & The Dukes og Savage Rose.
Rammstein er kendt for deres helt specielle blanding af metal, industrial, techno og rock - kaldet "Tanzmetal" - og for deres liveshows med vilde kostumer, kulisser og special effects såsom fyrværkeri, som kunne opleves for nylig i KB Hallen og på Roskilde Festival 1998. Rammsteins seneste album er "Mutter" fra i efteråret.
Savage Rose behøver næppe den helt store præsentation. Gruppen har over 30 års karriere bag sig og har stadig stor succes, senest med albummet "For Your Love" fra i efteråret; et album, der får tilføjet elementer af reggae, triphop og verdensmusik til Savage Roses velkendte musikalske univers.
Amerikanske Steve Earle & The Dukes har også en halvlang karriere bag sig som eksponenter for gedigen roots-rock og sammenlignes med navne som Bruce Springsteen, The Replacements og John Mellencamp. Steve Earles seneste album er "Transcendental Blues" fra 2000.
Roskilde Festival har tidligere afsløret Red Hot Chili Peppers og Garbage som nogle af de optrædende.