Nyhed

Nyt fra Johnny Cash på vej

Har lige rundet de 70, men går ikke på pension

Selvom Johnny Cash lige er blevet 70 år, har han ingen planer om at gå på en velfortjent pension.

Han har udtalt, at han ikke længere ønsker at turnere, da han har gjort dette i over 40 år, men han ønsker dog stadig at indspille plader.


Johnny Cash og produceren af hans seneste tre album, Rick Rubin, har allerede færdiggjort et album med gospelsange med arbejdstitlen "My Mother's Hymn Book". Og nu er også et femte album med arbejdstitlen "American 4" ved at være færdig.


Albummet kommer efter sigende blandt andet til at indeholde coverversioner af John Lennons "Imagine", Simon & Garfunkels "Bridge Over Troubled Water" og Nine Inch Nails’ "Hurt".

Om sidstnævnte udtaler Johnny Cash til rollingstone.com: "Da jeg første gang hørte den sang, tænkte jeg, at det var sådan en sang, jeg kunne have skrevet i 60’erne, hvis altså jeg var så god en sangskriver."


"Hurt" er en af de sange, Rick Rubin foreslog Johnny Cash at synge. Det var også Rubin, der foreslog Nick Caves "The Mercy Seat" og Soundgardens "Rusty Cage" til Cashs to seneste album.

Johnny Cash, der nyder vinteren i sit andet hjem på Jamaica, har for nylig også indspillet en duet med Dave Matthews fra Dave Matthews Band. Samarbejdet kan høres på soundtracket til den nye Vietnam-krigsfilm "We Were Soldiers".


ANNONCE