Nyhed

Slow Train optaget på kommende Hôtel Costes-cd

Får tre sange på storsælgende compilation-albums. "God vej til anerkendelse", siger den danske duo.

Morten Varano fra det tidligere Puddu Varano kan snart høres over hele europa med sit nye band Slow Train. Hele tre af de helt store europæiske compilation-albums, der koncentrerer sig om den elektronisk musik, har valgt at inkludere sange fra debutalbummet, som udkom herhjemme i april måned.

Sangen "In The Black Of Night" bliver første track på den kommende "Hôtel Costes"-opsamling. De tidligere har solgt omkring 250.000 eksemplarer på verdensplan. Sangen "Trail Of Dawn" er inkluderet på den sjette udgave af "Buddha Bar"-serien, og sidst er sangen "Naturally" inkluderet på compilationen "Saint Germain Des Pres Café IV".

– Hôtel Costes har haft et stort ansvar for udbredelsen af hele lounge-kulturen, og har været med til at skabe stor interesse for en masse små navne, fortæller Morten Varano til GAFFA.dk. Han fortsætter:
– Gotan Project blev f.eks. opdaget på den måde. Deres debut-cd blev forudbestilt i en masse eksemplarer, fordi de havde været på alle de store compilations.


Slow Train, der også består af sangerinden Lady Z (billedet), udsender debutalbummet "Illigal Cargo" i resten af Europa i februar måned.

Respekt for udvalg
Hele lounge-bølgen og de tilhørende compilations er ofte kritiseret for at være tandløse. Varano mener ikke, at det gælder Slow Trains bidrag:

– Jeg havde faktisk aldrig regnet med at "In The Black Of Night" kunne nå til en Costes-compilation. Det er ret hårdt og ikke særlig lounge-orienteret. Jeg har egentlig meget respekt for valget af det nummer, siger han til GAFFA.dk.


Slow Train kan opleves live på Rust i København, d. 8. nov

ANNONCE