Det lille århusianske pladeselskab drejer nøglen om i fordragelighed efter to års eksistens.
Det er slut for pladeselskabet Bird Hits Plane, som i 2002 åbnede som et frisk pust i den danske musikbranche.
Siden åbningen har selskabet bl.a. udgivet Tiger Tunes' opsigtsvækkende debutalbum "Absolutely Worthless Compared To Important Books" og soundtracket til "2 Ryk Og En Aflevering", ligesom det har administreret Tina Dickows label Finest Grammophone.
Man kunne mistænke årsagen for at være en måge i jetmotoren, men som dagens pressemeddelelse fortæller, er den virkelige årsag mere jordnær.
Firmaets ansigt udadtil, Casper Bock, flyttede tidligere på året til London. Han har travlt med sit arbejde i et arkitektfirma – og fjern-samarbejdet med de øvrige – dansk bosiddende – medejere Tune Riis og Troels Landerholm viste sig umuligt.
Selskabet har fritstillet sine to tilbageværende kunstnere, Tiger Tunes og Sterling.