Nyhed

Jul på Mars med Flaming Lips

Oklahoma-trioen er i gang med julefiktionsfilm

Flaming Lips er i øjeblikket i gang med at lave intet mindre end en julefilm, der udspiller sig på Mars. Ifølge bandets hjemmeside handler filmen ”Christmas On Mars” om Major Syrtis, som spilles af Steven Drozd (bandets multi-instrumentalist og komponist), og den første jul på en koloniseret udgave af planeten Mars.

På hjemmesiden fortæller frontfigur i Flaming Lips, Wayne Coyne, at filmen er en lavbudget blanding mellem ”Eraserhead” (David Lynch), ”Dead Man” (Jim Jarmusch), ”The Wizard of Oz” (Victor Fleming) og ”Rumrejsen år 2001” (Stanley Kubrick).

Filmen er både skrevet og instrueret af Wayne Coyne, og forbillederne ser ud til at være i orden. Filmen, der er skudt på 16mm, er fyldt med eksklusivt Flaming Lips-musik.


Der er også en dokumentarfilm på vej om Flaming Lips. Den er lavet af Bradley Beesley, som tidligere har arbejdet med bandets videoer. Dokumentarfilmen har fået titlen “My Life With the Fearless Freaks”, og den har premiere den 23. marts 2005.

”Christmas On Mars” ser dagens julelys på en endnu ikke angivet dag i december 2005, så vi har godt tid til at glæde os til dette rumeventyr. Filmen rammer næppe de danske biografer, og vi må derfor som udgangspunkt nøjes med den dvd-udgave, som selvfølgelig er påtænkt.

Flaming Lips er i øvrigt aktuelle med sangen "Spongebob & Patrick Confront The Psychic Wall Of Energy" på soundtracket til biograffilmen "Spongebob Squarepants".


Flaming Lips

ANNONCE