GAFFA.dk i Island: Første dag

Efter en ægte islandsk dag med stormende vinde, hvor folk bogstavelig talt så sig nødsaget til at gribe fast i lygtepæle og andre fast fortøjede genstande, og hvor kulden gennemborede den utilstrækkelige danske gaderobe, som var den skabt af et stormasket fiskenet, blev årets Iceland Airwaves festival omsider skudt i gang.

GAFFA.dk’s udsendte havde indfundet sig på det meget lækkert indrettede spillested NASA, som ifølge programmet skulle byde på en afdæmpet intro til festivalen med tre islandske indslag i den mere stilfærdige ende af det musikalske spektrum. En passende kontrast til dagens vejrlig.

Aftenens første band bar navnet Geir Har?ar, og efter at have læst og hørt meget om den progressive islandske musikscenes unikke blanding af europæisk og amerikansk indflydelse tilsat en egen særpræget sound, var skuffelsen til at tage og føle på.

Den meget folkelige rock, som Geir Har?ar bød på, var mildest talt uoriginal og uinspireret. Sangeren prøvede forgæves at vække publikums vigende interesse med nogle meget skæve – man fristes til at sige falske – tonegange, men fornemmelsen af at være hensat til en 50-års fødselsdag i et lokalt islandsk eller for den sags skyld dansk fælleshus var ikke til at undslippe.

Meget bedre gik det for aftenens anden kunstner, den meget ungt og uskyldigt udseende órir, der vanligvis optræder solo, men som til anledningen havde medbragt en bassist og trommeslager til at akkompagnere sin egen guitar, og dette skulle vise sig at være en overordentlig god disposition. Efter på meget afdæmpet vis at have indledt koncerten alene var den tilføjelse af bund og sprængkraft, som de ekstra instrumenter gav, en væsentlig årsag til, at órirs intime og skrøbelige singer-songwriting nåede helt ud over scenekanten og ind under huden på publikum.

órirs introspektive sangskrivning med titler som ”This Is A Long Drive For Someone With Too Much To Think About” rummede heldigvis også en ironisk kant, hvor små tekstperler som f.eks. den tørre konstatering; ”It’s hard to get drunk when you don´t really drink”, fandt stor sympati ved det feststemte publikum

Aftenens hovednavn var uden tvivl singer-songwriteren KK, der i medieomtalen sammenlignes med ingen ringere end vores egen Kim Larsen. Sammenligningen må dog i højere grad være baseret på den folkelige popularitet, som begge kunstnere nyder godt af, for musikalsk var der ikke mange berøringspunkter.

KK ligner i højere grad Sting, som han da også synes at være temmelig inspireret af. Stemmen er blød og hæs på samme tid, og musikken er en klædelig og velkomponeret blanding af rock, pop, visesang og blues. Musikken blev leveret med præcision og overskud, men uden den helt store gnist, hvorfor koncerten aldrig nåede en højde, der var anledningen værdig.

Alt i alt en lidt skuffende indledning på en festival, der bærer et særdeles positivt ry for netop nytænkning og positive overraskelser, men musikken er kun lige begyndt, og mange utroligt interessante navne står i kø for at optræde de følgende dage.

Iceland Airwaves' hjemmeside