GAFFA.dk’s udsendte medarbejder gør status over en festival, der uden tvivl har sin berettigelse, men som trænger til en opstramning på såvel den administrative og som den kreative front
Årets udgave af Iceland Airwaves, der for femte gang løb af stablen på et udvalg af Reykjaviks overraskende mange og glimrende spillesteder, bød på flere store musikalske oplevelser, men i tilbageblik var festivalen præget af for svingende kunstnerisk kvalitet og for dårlig information fra arrangørernes side.
Der er ingen tvivl om, at årets festival havde en pæn række glimrende kunstnere på programmet, hvoriblandt islandske Mugison og engelske Adem markerede sig som de på dagen bedste af dem, undertegnede nåede at se. Problemet bestod da heller ikke som så i, at de forventeligt gode bands ikke altid leverede lige imponerende præstationer, for det kan man vel næppe klandre arrangørerne for, men til gengæld var kvaliteten ved de mere ukendte og internationalt uprøvede navne simpelthen for svingende og til tider direkte ynkværdig.
Island og helt specifikt Reykjavik er kendt for den meget aktive musikscene, hvor live-musik af enhver art konstant kan opleves på et eller flere af byens utallige spillesteder. Som opkommende band kan man altså i Reykjavik stort set altid finde et sted at spille sin musik for et publikum, og det må jo siges at være særdeles positivt for det islandske musikmiljø. Men selv om Iceland Airwaves efterhånden promoverer festivalen som værende først og fremmest et udstillingsvindue for islandske bands frem for en festival, der fokuserer på at få store udenlandske bands på deres program, så burde det ikke betyde, at der ikke foregår en eller anden form for screening af de bands, som inviteres til at spille. Ikke dermed sagt at en sådan ikke allerede findes, men hvis den gør, er den i hvert fald for stormasket. Der er trods alt en grænse for, hvor mange rigtigt kompetente bands et lille land som Island kan producere.
Man kan desuden ærgre sig over, at alle de ”store” bands – islandske såvel som internationale – blev klumpet sammen på festivalens sidste dage, hvor specielt lørdagen var på nippet til at gøre én halvskizofren, fordi man gerne ville være en to-tre steder samtidig. Specielt den svingende eller direkte lave kvalitet på festivalens første to dage kan få én til at irriteres over denne disposition fra arrangørernes side.
Informationsmængden og –tilgængeligheden var heller ikke, hvad man kunne ønske af en festival, der gerne vil gøre sig godt i et internationalt regi. Visse bands var det stort set umuligt at opdrive nogen informationer om overhovedet, mens beskrivelserne af de fleste andre i det officielle program ofte var enten meget sparsommelig eller præget af overflødige, ligegyldige, misvisende og subjektive betragtninger fra skribentens side.
Uden at galden skal få helt overhånd, for festivalen var trods alt en udmærket oplevelse, så var det dog også en stor irritationsfaktor, at der blev rykket rundt på koncerter, uden at der på nogen måde blev skiltet med det, hvorfor undertegnede f.eks. gik glip af en koncert med færøske Eivør Pálsdóttir – forbistret også.