Den danske singer-songwriter klar med nye radiosingler og to koncerter i hhv. Århus og København
Billede af Martin Dam Kristensen
Mens den kønne singer-songwriter Tina Dickow i øjeblikket er i fuld gang med en tour i det amerikanske, gødes den danske jord med lidt, men godt nyt.
For det første får dansk radio tilgang til to sange fra Tina Dickows 6-track-ep ”Far”, som udkom i England og USA i maj. Det drejer sig om sangene ”Break Of Day” og ”Haunted”. Ep’en udkommer ikke i Danmark, men vil kunne købes på iTunes, når det åbner i Danmark om godt en måned.
For det andet vil Dickow afholde to koncerter for at afprøve materialet til hendes nye, tredje album, som i øjeblikket er under udarbejdelse. Koncerterne, der vil være med fuldt band og naturligvis også vil byde på masser af gamle numre, kan opleves på VoxHall i Århus d. 29. oktober og i Store Vega i København d. 30. oktober. Debutpladen ”Fuel” fra 2001, der har været ude af handlen i et års tid, udkommer i forbindelse med koncerterne i en specialedition med bonustrack.
Dickows amerikanske tour byder for øjeblikket bl.a. på en solo-koncert i L.A. efterfulgt af en 12 dages tour i Toronto, Canada, som support for Teitur. Hun afslutter touren med tre koncerter tilbage i L.A., hvor hun skal agere support for ingen ringere end Nancy Sinatra, som i øvrigt er aktuel med et nyt album 11. oktober med bidrag fra bl.a. Morrissey og U2's Bono og The Edge.





