Nyhed

Robbie Williams til København og Århus

Rygter svirrer om et visit fra den britiske popstjerne i henholdsvis Fields og Bruuns Galleri til september

Ifølge dagbladet Urban skulle den britiske popcharmør, Robbie Williams, i forbindelse med udgivelsen af sit nye album ”Intensive Care”, der udkommer den 24. oktober, lægge vejen forbi både Århus og København i løbet af september måned. Ifølge bladet drejer det sig om et visit til to centre ejet af det norske firma Steen og Strøm – nemlig Fields i København og Bruuns Galleri i Århus.

Urban har kontaktet administrationschefen for Bruuns Galleri, Bo Steffensen, for bekræftelse af historien, og han anerkender, at der er bund i historien.

”Nyheden er sluppet ud fra musikkredse. Vi ved ikke 100 procent, hvornår datoen bliver, men i september,” udtaler han.


På spørgsmålet om hvor mange gæster, der er plads til i centret, svarer Steffensen:

”Jah, hvis vi åbner alle butikker, kan vi vel have 50.000. Men det har vi ikke tænkt os. Ved åbningen af galleriet kom der så mange, at vi måtte lukke dørene. Det bliver vi nok nødt til igen, og så kan vi vel have plads til 3.000,” konstaterer han.

Hvad den celebre stjernes besøg så præcis vil omfatte melder historien foreløbigt ikke noget om, men vi holder naturligvis næsen i sky og øret mod jorden og melder ud, så snart flere detaljer dukker op til overfladen.


ANNONCE