Nyhed

Rytmisk Musik Danmark tæt på konkurs

Musikerorganisationen lukker sandsynligvis efter at være blevet frataget tilskud. Lokalafdelinger fortsætter dog.

Tidligere på dagen skrev GAFFA.dk, at musikerorganisationen Rytmisk Musik Danmark var i fare for at gå konkurs efter at være blevet frataget sit tipstilskud på 2,5 millioner kroner for 2005 grundet rod i medlemstallene. Og nu tyder meget på, at konkursen bliver en realitet.

Organisationschef Peter Møller vil ganske vist ikke over for GAFFA.dk bekræfte, at Rytmisk Musik Danmark har indgivet konkursbegæring. Han erkender dog, at det ser sort ud, men siger, at organisationen først skal have fuldt overblik over detaljerne.

- Det mest sandsynlige er, at landsorganisationen lukker, mens lokalafdelingerne består, siger han og fortsætter:


- Forklaringen er dels, at Dansk Ungdoms Fællesråd (der uddeler støtten, red.) ikke har villet acceptere medlemsindbetalinger foretaget via netbank. Dels, at lokalafdelinger har været for langsomme til at indsende medlemslister til hovedafdelingen, selvom vi har udsendt mange rykkere. Men du ved jo, hvordan musikere har det med sådan nogle papirsager.

Det er da lidt hårdt at skulle lukke Rytmisk Musik Danmark grundet nogle småting som indbetalinger over netbank?

- Ja, men alternativt skulle vi ud i et retssag mod Dansk Ungdoms Fællesråd, hvilket villle være en meget krævende proces, og der ville ikke være løn til de ansatte i den periode.


Foreningen har ifølge sin hjemmeside 6000 medlemmer, men til dr.dk udtaler Ramus Hylleberg, generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd, at helt op til 60 procent af medlemmerne ikke er tilskudsberettigede,

Rytmisk Musik Danmark har som mål at støtte amatørbands og -musikere, og organisationen står blandt andet bag talentkonkurrencerne Live Contest og før det DM i Rock, som har været første station på vej mod stjernerne for bands som Kashmir, Saybia og Dizzy Mizz Lizzy.


ANNONCE