Nyhed

Moon Gringo siger farvel og tak

Det danske indierockband Moon Gringo er gået i opløsning

Indie-orkestret Moon Gringo er ikke længere. Den københavnske sekstet har valgt at kaste håndklædet i ringen efter intense forhandlinger for at nå frem til et fælles fodslag.

– Vi har altid været meget forskellige, og den forskellighed har været et vigtigt brændstof for bandet. Men efterhånden er vores mål blevet så forskellige, at det ikke længere er muligt at finde en fælles vej frem, forklarer guitarist, sanger og uofficiel talsmand Anders Rhedin.

Rhedin vil ikke ud med, hvem i bandet der ville hvad og hvorfor – for ham er det hele er stadig for tæt på. Men han understreger, at bandet er gået hver til sit i god forståelse. Faktisk ser de sådan set slet ikke Moon Gringos endeligt som et problem, hævder han:


– Bandet var del af en interessant og lærerig musikalsk proces, der ikke bare stopper nu. Vi føler det mere, som om 100 døre har åbnet sig, end som om én er smækket i!

De seks måne-gringoer er da også i langt de flestes tilfælde klar med nye projekter. Rhedin og forsanger Mette Sand Hersoug fortsætter sammen – "vi har en masse idéer til eksperimenter," forsikrer Rhedin – bassist Fridolin Schjoldan turnerer i Indien med et lokalt topnavn og har netop produceret Moi Caprices nye album, trommeslager Lasse Herbst er stand-in hos Lake Placid, keyboardist Christian Møller laver elektronisk musik hjemme i soveværelset – og så videre.

– Al den energi, vi havde i Moon Gringo, er der stadig væk. Den vil bare komme ud igennem nogle andre kanaler, fastslår Rhedin.


Moon Gringo efterlader sig to album, den charmerende løse debut "Boy Girl Beat" (2002) og den mere gennemarbejdede og konceptstærke toer "Ingrid Superstar" (2004). Ægte entusiaster vil kunne diskutere, hvilken der er bedst, til dommedag – Rhedin selv er mest stolt af toeren:

– Den er mere helstøbt og derfor mere interessant, mener han – men mange kan blive enige om at regne Moon Gringo blandt det nye årtusindes foreløbigt bedste danske indie-orkestre.

Det skal blive spændende at følge de seks musikere fremover. Moon Gringo er død – gringoerne længe leve!


Moon Gringo


ANNONCE