Kritikerne hyldede den danske musik i Vega torsdag aften. For én gang skyld var det i orden at være elitær og glemme alt om salgstal.
Billede: Kristoffer Amlani Ulbak
I sportens verden er det nemt at afgøre, hvem der er bedst. Det gælder om at springe højest, løbe hurtigst eller score flest mål.
I musikkens verden er det ikke helt så enkelt. Man kan selvfølgelig godt måle, hvem der spiller højest, afholder flest koncerter, eller sælger flest plader og så belønne musikerne for det. Det sker da også gang på gang. Men er måden at finde ind til kvalitetens kerne at rette blikket mod kvantiteten? Foreningen af Danske Musikkritikere mener nej, og hylder derfor hvert år den danske musik ved Steppeulv-prisuddellingen. Her skeles der ikke til salgstal, men fokuseres i stedet på originalitet, ærlighed og stædighed.
For tredje år i træk samledes undergrund, vækstlag og et par af de mere kredible etablerede navne i dansk musik i Store Vega i København for at lade sig hylde af de ellers så tit udskældte rockkritikere. I Vegas barer blandedes kritikere, branchefolk, the stars og fans, der forsøgte at komme i audiens hos the stars. Nephew-autografer var i høj kurs.
Aftenens show bar præg af at ville distancere sig fra de mere "almindelige" prisuddelinger, hvor publikum, lyttere eller seere sms'er deres stemmer ind.
En af aftenens vindere, som også har erfaringer indenfor denne type priser, er Nephew. Trommeslager Søren Arnholt anser dog ikke den ene slags pris som mere prestigefyldt end den anden:
– Nogle priser er publikumsbestemte, og dem er vi selvfølgelig meget stolte over at få, og i aften er det så kritikerne, der har talt, og vi er selvfølgelig også stolte over at få den anden fløj med. Den ene slags pris er ikke finere end den anden, de supplerer hinanden rigtig godt.
Men glemmes den almindelige publikummer ikke her på toppen af parnasset? Kan der være en fare i at lade musikmiljøet lukke sig om sig selv, når kritikere hylder kunstnere?
Sangeren, og vinderen af Steppeulven for årets vokalist, Claus Hempler, er ikke i tvivl:
– Man skal glæde sig over, at der er nogen, der tager musikken alvorligt, at man gerne må være elitær. Med den siddende regering er det rart, at der er nogen, der insisterer på, at man faktisk gerne må være smagsdommere"
På spørgsmålet om, hvad man som musiker så i praksis kan bruge en pris som Steppeulven til, griner han lidt:
– Det klassiske er jo dørstopper ... nej, det er jo et lille rygklap. En anerkendende gestus.
Og det er i virkeligheden den rigtige betegnelse for det sympatiske projekt, som Steppeulven er: En anerkende gestus til dansk musik, som ikke nødvendigvis lever på hverken Boogies hitlister eller i det store spotlys.
Der er kun én pris, hvor der følger andet end æren med. Årets håb belønnes med 50000 gode danske kroner. Penge, som i år gik til Bikstok Røgsystem, en af aftenens mest populære vindere, og et band, vi kan vente os meget af i løbet af 2005.
Ingen tabere
Men selvom der altid skal være vindere til en prisuddeling, sad man ikke tilbage med en følelse af, at der til gengæld var en masse tabere.
Aftenens vinder af prisen for årets musiker, Kresten Osgood, var meget energisk i sin lovprisning af både det danske musikmiljø og publikum i øjeblikket:
– Nu vandt jeg denne her pris, men der er sindssygt mange, der har fortjent den. Det er opløftende at vide, at vi musikere står op hver morgen og øver os på vores instrumenter, skriver sange, booker jobs og tager ud og spiller, uanset den kulturelle middelalder, der har været i Danmark de seneste fire år. Det har været et helvede, men musikken har bare løftet sig. Genrekløften mellem jazz og rock er ophævet, det danske sprog er kommet tilbage på musikscenen, og publikum er blevet mere åbne. Det er glædeligt at stå herinde og se så meget talent. Pointen er, at de ikke kan slå os ihjel!
Nej, slås ihjel kan musikken ikke, og aftenen bød da også på mange live-eksempler på dette.
Blandt aftenens mindeværdige øjeblikke var en af dansk rockmusiks sjovere duetter. Nephew inviterede aftens fantastiske vært Mikael Bertelsen med på scenen til deres hit "En Wannabe Darthwader". Han fik her mulighed for at leve op til sin selvudråbte titel som Rock-Gud! En titel, som publikum tog til sig.
Martin Ryum fik med enkle midler, sin stemme og et klaver, publikum til at glemme alt omkring, da han med sine nærmest hypnotisk enkle melodier og hverdagskringlede tekster gav os alle et tiltrængt pusterum i aftenens hektiske program.
Caroline Henderson, Ikscheltaschel, Laid Back, The Blue Van, Karen og Bikstok Røgsystem leverede forventelige gode præstationer af høj kvalitet. Man fornemmede arrangørernes ønske om at fremvise et mangefacetteret billede af den rytmiske musik i Danmark årgang 05, og det lykkedes til fulde.
Aftenens største bifald skulle dog vise sig at tilfalde aftenens nok ældste tilstedeværende. På nu femte årti (!) har Danmarks nok mest specielle sanger, Poul Dissing, stadig sit hjerte fremfor strømmen som ledetråd, og det belønnede komitéen med årets Pionerpris.
Således sluttedes ringen. Fra Jon & Jules' produktion af Nik & Jay til Poul Dissing grimasserende viser. Når musikken kommer fra hjertet, skal den mødes med respekt. Og det blev den, denne aften i Vega.