Nyhed

Nye toner fra Venter På Far

Venter På Far er tilbage med en ny udgivelse d. 7. februar efter over seks års albumpause

De kalder sig selv Danmarks mest husmoderlige vokalgruppe, og nu vil de endnu en gang berige verden med deres helt egen unikke husmoderpop. Med andre ord er Venter På Far tilbage efter over seks års udgivelsespause.

Det nye album, der kommer på gaden d. 7. februar, har fået titlen ”Du Har Så Evigt Ret Min Ven” og indeholder 14 nye numre alle skrevet af Anne Dorte Michelsen. Ud over Michelsen består gruppen i denne omgang af Anne Herdorf, Julie Michelsen, Cathrine Nordseth og Cæcilia Glode, mens Gitte Naur har forladt gruppen.

Bandet tager i forbindelse med udgivelsen også på tour med showet ”Vi Har Meget Mere At Gi'”, der får premiere d. 2. februar i Amager Selskabslokaler. Showet spiller fire dage i København, hvorefter resten af landet står for tur. Showet vil ud over de nye numre også byde på genhør med numre fra gruppes første to udgivelser.


ANNONCE