Nyhed

Nyt Animal Collective-album og tour til efteråret

Dyrekollektiv-kollaboratør Vashti Bunyan arbejder også på nyt album - det første i 35 år!

Animal Collective er så småt klar med en opfølger til sidste års fremragende "Sung Tongs"-album. Deres label, FatCat Records, fortæller, at New York-foretagendet for nylig blev færdig med at mikse og mastre pladen, og at den bliver udsendt på et endnu ubestemt tidspunkt i efteråret. En ting er dog sikker – nemlig, at albummet kommer til at bære titlen "Feels".

Det virker dog som et godt gæt, at "Feels" vil blive udgivet omkring oktober, idet Animal Collective planlægger en fire uger lang Europa-tour i oktober-november. Man behøver dog ikke vente helt så længe for at opleve de excentriske folksters live, hvis man skulle være i Frankrig i august. Gruppen er nemlig allerede booket til at spille hele to shows dernede - hhv. 10. august på La Guingette Pirate i Paris og 12. august på La Route Du Rock-festivalen, der bliver afholdt i byen Saint-Malo.

Animal Collective er i øjeblikket aktuel med ep’en "Prospect Hummer", der er lavet i samarbejde med den engelske singer/songwriter Vashti Bunyan, som med undtagelse af enkelte optrædender over de senere år på tracks af folk som Devendra Banhart og Piano Magic ellers ikke har udgivet noget materiale siden solo-debutpladen "Just Another Diamond Day" fra 1970. Efter udgivelsen af Animal Collective-ep’en i maj har Bunyan dog signet til FatCat Records, der forventer at udsende et nyt album med hende inden årets afslutning. Pladen bliver p.t. indspillet i Edinburgh, Skotland, og det foregår med Max Richter, endnu en FatCat-kunstner, i producer-stolen.


Besøg FatCat Records

ANNONCE