Som traditionen byder er det et dansk up-and-coming-band, der åbner festivalen på Orange Scene
Der er tradition for, at et lovende dansk band, der er på vej fremad i verden, får æren af at sparke Roskilde Festival i gang på den store Orange Scene, og i år er denne ære tilfaldet det på alle måder unikke hiphop-navn Ikscheltaschel.
Ikscheltaschel er i undergrunden vidt berømmet for deres energiske og berusende live-shop, og når de torsdag den 30. juni klokken 18.00 åbner ballet på Roskilde, bliver det gjort med høj cigarføring og store armbevægelser.
Bandet har således inviteret det 25 mand store orkester Ultraktement samt en strygeroktet fra Det Kongelige Kapel, og derudover vil en håndfuld udklædte gæstestjerner også invadere den store scene. Alt i alt bliver det et stort anlagt show med 41 mand og ikke at forglemme en drage på scenen, så mon ikke de rablende rappere vil kunne fylde scenen ud på deres helt egen måde, og invitere publikum med på en rejse helt ind i det forunderlige Ikscheltaschel-lydunivers.