Det engelske goth-popband reduceres til en trio, efter at Roger O'Donnell og Perry Bamonte er blevet ekskluderet fra bandet
The Cure har igennem årene haft en massiv udskiftning af bandmedlemmer, og nu er der igen gang i svingdøren i det engelske band. Denne gang er det keyboardspilleren Roger O’Donnell og gurtaristen Perry Bamonte, der forlader gruppen.
O’Donnell spillede første gang med The Cure fra 1987 til 1990, hvor han blev udskiftet med netop Perry Bamonte, der på det tidspunkt fungerede som roadie for bandet. Bamonte gik i 1993 over til lead guitar, da Porl Thomson forlod bandet, og O’Donnell vendte tilbage i 1995.
I en udtalelse på sin hjemmeside skrev O’Donnell i sidste uge: ”Fra og med tirsdag i denne uge er jeg ikke længere medlem af The Cure”.
Til Billboard.com udtaler O’Donnell videre, at han af frontmand Robert Smith blev informeret om, at han havde besluttet at transformere bandet til en trio bestående af ham selv, bassisten Simon Gallup og trommeslageren Jason Cooper.
O’Donnell konstaterer afsluttende, at han finder det sørgeligt på denne vis at skulle forlade bandet efter næsten 20 år, og at han er skuffet over at skulle høre om sin eksklusion fra The Cure via bandets hjemmeside.





