Nyhed

Daniel Bedingfield i Parken den 2. april

Også den new zealandske popstjerne har meldt sig under fanerne ved det store HCA-show i Parken

Den new zealandske soul-popstjerne, Daniel Bedingfield, har meldt sin ankomst ved én af årets helt store mediebegivenheder herhjemme – nemlig det stort anlagte åbningsshow for H. C. Andersen-året i Parken den 2. april.

Bedingfield skal her optræde med nummeret ”Wrap My Words Around You” fra sit andet album, ”Second First Impression”, der blev udgivet i november sidste år.

Bedingfields særdeles succesfulde debutalbum ”Gotta Get Thru This” fra 2003 har solgt over tre millioner eksemplarer, og nummeret ”If You’re Not The One” blev ved den lejlighed et massivt hit og blev blandt andet nomineret som årets udenlandske hit ved Danish Music Awards i 2003.


Showet, der har fået titlen ”Once Upon A Time”, sendes direkte på DR1, og ud over den new zealandske stjerne vil også blandt andet Jean Michel Jarre og Safri Duo være at finde iblandt de musikalske indslag, mens den danske Hollywood-skuespiller, Connie Nielsen, vil agere vært ved showet.

Prisen for en billet til begivenheden ligger mellem 350 - 2600 kroner (plus gebyr).


Køb billet her!

ANNONCE