Hoveddøren på den aldrende rockers barndomshjem er blevet et pilgrimsmål for fans – nu bliver døren sandsynligvis solgt på auktion
Den nuværende ejer af det hus i Birmingham, England, hvor rock- og reality-tv-stjernen Ozzy Osbourne voksede op, er godt og grundigt træt af, at fanatiske fans vedbliver at skrive beskeder på hoveddøren. Han overvejer derfor nu at sælge døren til højestbydende på eBay. Det skriver bbc.co.uk i dag.
Døren er af uransagelige årsager blevet et meget populært pilgrimsmål for de mange dedikerede Ozzy-fans verden over, og de har gjort det til en slags tradition at efterlade beskeder til deres idol skåret ind i døren.
Dette har naturligvis været til stor irritation for husets nuværende ejer, Ali Mubarrat, der altså nu på foranledning af sin kone overvejer at sætte døren på auktion og give pengene til velgørenhed.
Så hvis die hard Ozzy-fans skulle stå og mangle en hoveddør, så hold øjnene stift rettet mod eBay.





