Patrick Walden er blevet varetægtsfængslet, anklaget for voldeligt overfald
Det er ikke kun Babyshambles-frontmand og tidligere Libertine Pete Doherty, der har et talent for at skaffe sig uheldig medieomtale. Bandets nu-og-da guitarist Patrick Walden kan også, om end det er med andre midler end stofmisbrug og almindelig uansvarlighed.
Walden er nemlig blevet varetægtsfængslet af det engelske politi, anklaget for voldeligt overfald på sin kæreste Nadia Patane i deres hjem i nord-London. Ifølge The Sunday Mirror erklærede Walden sig uskyldig i anklagerne. Han vil være varetægtsfængslet i Pentonville Prison frem til den 13. april.
Guitaristens aktuelle status i Babyshambles er i øvrigt lidt af et mysterium. Da han ikke medvirkede på bandets januar-turné i England, formodede medierne, at han havde forladt gruppen. Men siden har han med jævne mellemrum været med, når det kaotiske orkester har givet en af deres lige så kaotiske koncerter.
Babyshambles kan opleves her i Danmark i maj måned – dels på Train, Århus den 5., dels på Vega, København den 6.





