Oplev Århus-gruppen på vej fra undergrund til overgrund på årets Spot-festival i Århus
En vaskeægte anmelder-darling er på vej til den århusianske Spot-festival. Det drejer sig om Under Byen med deres særprægede lydbillede og fængende live-optræden. GAFFAS anmelder var vildt begejstret for nylig og smed seks stjerner i hatten på Århus-gruppen. De har lige været på en minitour i Danmark med et spektakulært live-show, der kombinerer deres lydtæppe med sanselig video-grafik, og indleder i dag en seksdages turné i Frankrig, hvor de også har et pænt publikum. Her er lidt af, hvad GAFFAS anmelder skrev med overskriften "Konklusion: Verdensklasse":
”Med andre ord var det altså et veritabelt lyd- og billedorgie, Under Byen serverede for det skiftevis andægtigt lyttende og begejstret applauderende publikum. Som vanligt perfekt sammenspillet, som vanligt uden et ord til publikum (men bandet var tydeligvis glade) og helt igennem med musik og grafik tæt synkroniseret, men uden at virke det mindste stift. En pragtpræstation, som – trods en lille bitte smule monotoni undervejs i grafikken – kun kan udløse de maksimale seks stjerner.”
Under Byen er kommet rigtigt godt igang med deres karriere. Rolling Stone-journalisten David Fricke blev fan allerede første gang, han tjekkede bandet ud på Spot-festivalen, (hvor de har spillet to gange før, red.), men også generelt blandt anmeldere og publikum i udlandet er der begejstring for eksempel i Tyskland, Holland og Frankrig.
Som et ekstra lille pyntebær på toppen af flødeskums-karriere-kagen er Under Byen også blevet et hitliste-band med udgivelsen af deres seneste album ”Samme Stof Som Stof”, der i marts gik direkte ind på en 12. plads på den danske album-hitliste.
Tjek nedestående link fra Spot, hvis du er interessret i, hvem der yderligere er blevet offentliggjort på plakaten til dette års upcoming-festival nummer ét. Spot 2006 afholdes i Århus den 2. og 3. juni.





