Nyhed

FOTOUDSTILLING: Under Byen i sneboldkamp

Udstillingen Lydbilleder fra en by tager dig helt tæt på Aarhus’ musikere

I marts 2006 havde GAFFA-magasinet en særlig forside, hvor syv personer mod én havde gang i en, hvad der ser ud til at være, voldsom sneboldkamp. De otte personer udgjorde på daværende tidspunkt bandet Under Byen, hvis tredje studiealbum i 2006 var lige rundt om hjørnet.

Albummet endte med at hedde Af samme stof som stof og blev taget vældigt godt imod af GAFFA, som gav pladen fem, flotte stjerner:

"Af samme stof som stof understreger Under Byens position som et af Danmarks mest spændende orkestre,” lød det blandt andet i anmeldelsen.


Manden bag billedserien, Morten Larsen, tager os med tilbage til, da den bemærkelsesværdige fotoserie blev taget:

- Billedserien er taget i Aarhus, og jeg havde at gøre med et band med helt afsindig mange mennesker. Det er altid en udfordring, når man tager billeder. Men forsangeren fra bandet havde en idé om, at vi skulle lave en sneboldkamp, og det syntes jeg egentlig var ret sjovt og ret anderledes end bare have et band på otte personer, der står og kigger i kameraet, fortæller Larsen og fortsætter:

- I ti minutter stod de og kastede snebolde på hende på fuld knald. På forsidebilledet kan man se, at de rammer hende i hovedet, og det var hun fuldstændig fløjtende ligeglad med. Jeg tror, de fleste havde givet op på den der, men hun var pænt sej, vil jeg sige.


Har du lyst til at læse mere om Under Byen, som desværre ikke længere laver musik sammen, kan du finde flere billeder, interviews og anmeldelser fra GAFFAs arkiv lige her.

Fotoudstillingen finder sted fra den 3. oktober til den 24. oktober på Store Torv i Aarhus.

LÆS OGSÅ: HENRIETTE SENNENVALDT-INTERVIEW: "Jeg er nok generelt langsom"


ANNONCE