Nyhed

V/Vm og Goodiepal til Roskilde

Det hævder V/Vm i hvert fald i sit seneste nyhedsbrev

Billede: Rune Geertsen

I sit seneste nyhedsbrev skriver den engelske støj-institution V/Vm, at han skal spille på årets Roskilde Festival sammen med Goodiepal aka Kristian Vester (billedet). Ingen af de to er offentliggjorte fra Roskildes side endnu, men mon ikke man kan stole på Stockport-kunstnerens udsagn.

V/Vm har gennem ti år udgivet noget af verdens mest kompromisløse musik, der primært har fået opmærksomhed i kraft af oftest at være forskruede, bizarre og direkte grimme dekonstruktioner af velkendt popmusik. Et eksempel er pladen “Sick-Love”, hvor sange af navne som Spice Girls, Chris De Burgh, Robbie Williams og Ronan Keating blev taget under kærlig behandling. V/Vms eget pladeselskab, V/Vm Test Records, kører her i 2006 kampagnen V/Vm 365, hvor der oploades ny, gratis musik på selskabets webside hver eneste dag. V/Vm har desuden varslet, at når dette projekt er færdigt - altså ved årets slutning - ophører V/Vm og V/Vm Test Records med at eksistere. V/Vms koncert på Roskilde kunne således gå hen og blive en af hans sidste.


Goodiepal aka Mainpal Inv. aka Gæoudjiparl aka Kristian Vester er en af Danmarks mest originale kunstnere. Han har siden udgivelsen af albummene “Narc Beacon” (2001) og “Nag Nag Bacon” (2003) holdt en forholdsvis lav profil som musiker og har i den seneste tid taget rundt og optrådt med en mekanisk fugl, en spilledåse og diverse klokker. Goodiepal har udgivet en del af sit materiale via V/Vm Test Records – blandt andet Goodiebag-, Demonbag- og Brand-serierne af 7”-singler. V/Vm Test Records planlægger at udgive tidligere uudsendt Goodiepal-materiale i MP3-form senere på året. Vesters seneste udgivelse er live-opsamlingen "Mort Aux Vaches", der udkom sidste efterår.

Besøg V/Vm Test Records for mere om V/Vm og Goodiepal - inklusiv audio


ANNONCE