Nyhed

Jacob Binzer ny A&R-chef hos Kick Music

D-A-D-guitaristen tiltræder dags dato og får ansvar for det danske repertoire.

En af hovedkræfterne i danske D-A-D, guitarist Jacob Binzer, vil sideløbende med sit virke som guitarist prøve kræfter med udviklingen og udvælgelsen af ny talenter i dansk musik.

Binzer siger om det nye samarbejde:
”Jeg har i mange år haft lyst til at prøve kræfter med denne del af branchen og vil gerne hjælpe nye kunstnere på vej. Jeg glæder mig til at modtage og arbejde med masser af ny og original musik.”

Direktøren for Kick Music A/S, Michael Quvang, fortsætter:
”Med ansættelsen af Jacob Binzer ønsker vi at styrke selskabets position på det danske marked og samtidig sende et signal om, at talentudvikling og kvalitet i sangskrivning er vejen frem, i en pladebranche under større og større pres.”


Binzer har for nylig påtaget sig jobbet som pladeproducer – startende med Michael Falchs "Falder Du Nu?" fra i foråret – og rykker med udnævnelsen som A&R-chef for Kick Music helt over på den anden side af skrivebordet.

ANNONCE