"Wincing the Night Away" skulle ligge klar til januar
James Mercer og hans trofaste gruppe af indierockere har indtil videre to fantastiske album på deres samvittighed, og nu er det længeventede tredje album endelig på trapperne.
Til Billboard fortæller Mercer, at det kommende album har fået titlen "Wincing the Night Away", og bandet forventer at kunne udgive det til januar. Pladen skulle egentlig have været klar i sommer, så blev udgivelsesdatoen flyttet til oktober, og nu hedder det altså januar.
Men Mercer fortæller, at fordelene ved at arbejde de ekstra måneder har været enorme, og at man vil kunne høre det på musikken. Mercer trækker desuden undervejs paralleller til The Jesus & Mary Chain og Beta Band og mener, at bandet har udvidet deres udtryk markant.
Bandet spiller i disse dage koncerter rundt omkring i USA, men venter med at tage på en rigtig turné, til pladen er udgivet. Skulle denne turné bringe dem på disse kanter, vil vi naturligvis meddele det videre øjeblikkeligt.