Nyhed

Mikkel Glasser udsender toer

Sangskriveren udsender "Everything Is Balance" 5. februar på nyt pladeselskab

Da den nu 23-årige Mikkel Glasser pladedebuterede for to år siden med pladen "Everyone Takes Themselves Too Seriously", studsede mange over det underlige coverbillede af en næseabe.

Der var dog også mange, der efterfølgende studsede over musikken, og som man kunne læse her på stedet i juni, var der også folk i Spanien, der var faldet for den danske sangskrivers letmelankolske akustiske rock.

Det var nemlig lykkedes Glasser at få en kontrakt med spanske Popchild, der ikke bare har udsendt pladen i deres hjemland, men som også har lavet en ringetone-aftale med danskeren.

Nu er Mikkel Glasser klar med sit andet album "Everything Is Balance", der samtidig bliver første udgivelse på det nye pladeselskab National Masterpiece Library. Selskabet er stiftet af musikeren Simon Gylden, der har produceret Glassers kommende album, og som fremover vil udsende sine egne plader på selskabet, der desuden lige nu er i forhandlinger med Morten Skou Andersen og Kid Alabaster.

"Everything Is Balance" udsendes 5. februar 2007.

ANNONCE