Vegenfeldt og resten af bandet udsender nyt album til august
The Sandmen blev dannet i 1985, men lagde efter ti år og fire fuldlængde-album bandet på hylden. Men i 2003 offentliggjorde de fem originale medlemmer en koncertturné i forbindelse med udgivelsen af opsamlingsalbummet "Beauties And Beasts".
Guitarist Sam Mitchell måtte desværre melde afbud til koncerterne, men de fire øvrige medlemmer gennemførte med stor succes turnéen og har siden da også turneret i begyndelsen af 2005. På den turné spillede Sandmen en række nye numre, og nu kan bandet annoncere, at de ikke bare er på vej i studiet, men at de har fået kontrakt med EMI Music (som også udsendte deres to sidste studiealbum), og at der udsendes et nyt album til august.
Allan Vegenfeldt, Ole Wennike, Michael Rasmussen og Stefan Moulvad har allerede været i Gula Studion i Malmö og er netop nu i Medley Studiet i København for at indspille materiale til det kommende album. Den svenske producer Mikael Herrström, der også producerede bandets debutalbum, ”Western Blood” fra 1988, sidder bag knapperne og albummet er co-produceret af Ralph A. Rjeily (Baby Woodrose m.fl.).
Det forventes, at det nye album vil udkomme i slutningen af august 2006. Det er første gang i 12 år, der udgives et nyt album med The Sandmen.