Nyhed

Design coveret til Janet Jacksons næste album

Coverdesignet til “20 Years Old” lagt ud i offentlig konkurrence

Går man med en coverdesigner i maven, og kunne man tænke sig at designe coveret til Janet Jacksons næste album “20 Years Old”, der er på gaden 25. september? Så har man nu chancen – i hvert fald, hvis man bor i USA. Den brystsvingende diva har nemlig udskrevet en coverdesignkonkurrence, hvor alle amerikansk bosatte interesserede kan deltage.

Alt, man skal gøre, er at downloade et af 33 udvalgte Janet-billeder og så ellers lege med det i computeren. Janet vil så udvælge fire vindere, hvis anstrengelser vil blive brugt til fire udvalgte special-udgaver, som vil være tilgængelige i almindelig handel.

Ud over de fire vindere vil Janet kåre yderligere 16, der får trøstpræmier i form af Jacksons samlede værker på cd.


“20 Years Old” er produceret af Jacksons private partner Jermaine Dupri og hendes mangeårige samarbejdspartnere Jimmy Jam og Terry Lewis. Titlen henviser til, at det er 20 år siden, Jackson fik sit store gennembrud med albummet “Control” og singler som “Nasty”, “What Have You Done For Me Lately?” og titelnummeret. Albummet er ifølge mange Janet-fans også hendes kunstneriske højdepunkt.

Konkurrencen starter tirsdag den 18. juli om aftenen dansk tid på Yahoos særlige Janet Jackson-side.


Yahoos Janet Jackson-side

ANNONCE