Rolling Stones-guitaristen bekræfter i en videohilsen på sin hjemmeside, at han er klar til turnéen.
”Ev'rything is cool. My guitar is tuned. I'm ready to go!”
Sådan lyder ordene fra Keith Richards, der i en videohilsen på sin hjemmeside melder sig ganske klar til Horsens og de 20 andre koncerter på Rolling Stones’ europæiske turné.
På omtalte video møder han sine fans med et stort smil, der klart signalerer, at verdens mest omtalte fald fra et palmetræ på Fiji-øerne hører fortiden til.
Koncerten i Horsens den 3. september er helt udsolgt.
I relaterede nyheder har skuespiller Johnny Depp i øvrigt udtalt, at Keith Richards nu har underskrevet en kontrakt på, at han vil medvirke i den tredje ”Pirates of the Caribbean”-film, samt at de scener, Richards skal medvirke i, sandsynligvis vil blive optaget senere i september.