Det skæve rock-orkester har underskrevet publishingaftale med AMV-Talpa
Publishing-selskaber arbejder mest bag kulisserne og er derfor også en noget ubekendt størrelse for det brede, musiklyttende publikum. Men de lever af at administrere sangrettigheder og ser det derfor også som deres opgaver at skaffe deres kunstnere pladekontrakter, der kan forøge rettighedernes værdi. Derfor kan det helt rigtige publishingselskab være en vigtig genvej til den forkromede internationale pladekontrakt – og københavnske Leisure Alaska håber inderligt, at lige præcis AMV-Talpa er det helt rigtige publishingselskab.
Det skæve københavnske rock-orkester har netop underskrevet en kontrakt med det tyske selskab, der er blandt de største uafhængige af slagsen i Tyskland og omegn. AMV-Talpa arbejder i forvejen med navne som engelske Art Brut og München-baserede Chicks On Speed, og forpligter sig ifølge Leisure Alaska til at skaffe københavnerne pladekontrakt i Tyskland, Østrig og Schweiz. ”Vi har meget store forventninger til dette samarbejde,” som guitarist og sangskriver Andreas J. Fog-Petersen formulerer det.
Kontrakttilbuddet rullede ind sammen med en række andre, da Leisure Alaska havde spillet en koncert i Hamburgs lille Astra-stube foran en del tyske branchefolk. Efterfølgende var responsen ganske overvældende, og bandet fandt sig i en lidt uvant rolle: ”Det er helt vildt, vi er nu i en situation, hvor vi siger nej til kontrakttilbud,” fortæller en overrumplet Fog-Petersen. Han ser kontrakten med AMV-Talpa som begyndelsen på nye eventyr for Leisure Alaska, men inden da når bandet lige at runde et par hjemlige sommerfestivaler: Brabrands Danmarks Grimmeste Festival og Vesterbro Festivalen.